Hard day's night

[Deleted]

Tag: Oscar Timothy Rodex

Selvom det var ved at være slutningen af Marts og foråret så småt var på vej, hvis det ikke allerede var ankommet, så var det endnu meget koldt om aftenen, hvilket natten ikke hjalp på. Det blæste ikke specielt, men den vind, der nu engang var der var kold og det samme var resten af atmosfæren i øjeblikket.
Morag kom gående ned ad Diagonalstræde uden egentlig at have sig et specielt formål med det. Hun var netop kommet fra sit arbejde i Azkaban, hvor hun havde opholdt sig det meste af denne uge, og nu var det lørdag, uden hun overhovedet havde bemærket det. Men sådan var det derinde. Man mistede bare tidsfornemmelsen, og det var der ikke noget at gøre ved. Man kunne begynde at gå med ur, men det var alligevel fir mørkt til at kunne se noget, og det blev efterhånden vant ikke at kunne kende tiden. Inde i mørket i Azkaban så man næppe forskel på nat og dag, der intet lys nåede igennem, og det var bare umuligt at kunne tyde ellers. Morag, der havde ledt stedet i efterhånden tre år, burde måske havde fundet sig et trick til at kunne holde styr på den slags, men hun havde i stedet vænnet sig til det. Hun var knap nok klar over, hvilken dag det var i dag, men da der var mange mennesker på denne tid i Diagonalstræde, då antog hun, at det måtte være enten fredag eller lørdag, hvor de fleste folk jo ikke skulle arbejde dagen efter.
Den sort schæferhund med de genkendelige, meget menneskelige, blå øjne kom luskende hen over gaden, hvor den fleste mennesker var ved at forsvinde. Enten ind på diverse kroer - her var Den Utætte Kedel tydeligvis at foretrække - eller havde de trukket sig tilbage til deres egne hjem. Selv havde Morag intet bestemt formål med at være lige nøjagtigt her, men hun vidste bare, at hun under alle omstændigheder ikke ville kunne sove, hvis hun begav sig hjemad. Det kunne hun aldrig. Det tærede jo på ens psyke, når man arbejde dag og nat blandt dementorer og faktisk kun tog hjem, fordi man skulle holde sig derfra et vist antal dage, så hun netop ikke endte med at blive drevet til vandvid af dementorene. Det var nemlig årsagen til, at hendes forgænger havde måtte forlade pladsen. Han kunne ikke holde til presset og den elendighed, som dementorene havde sat ham i.Og han var vist aldrig kommet sig helt over det. Så vidt Morag var orienteret, så var det ikke så længe siden, at han faktisk havde taget sit eget liv. Hun var nu for kynisk til, at det gjorde hende noget, for hun var endnu ganske klar i hovedet, selvom hun var omringet af dementore dag og nat. Det eneste det havde givet hende var mareridt.
Det støvregnede en smule, men Morag havde efterhånden vandret op og ned ad gaden længe nok til, at hun var blevet godt og grundigt våd af det. Hun rystede sig kort, inden hun endelig tog sig sammen til at forvandle sig tilbage til sin menneskelige form. Hun tid stille i et øjeblik, hvor hun missede med øjnene, mens hun vænnede sig til alle farverne, selvom mørket dog skånede hendes øjne en del, hvad det angik. Det lange, lyse hår hang ned ad hendes ryg og var ligeså våd, som hendes pels før havde været, hvilket hendes sorte kappe i øvrigt også var. Hun tog sit hår hen over sin skulder, hvorefter hun langsomt drog hætten op over sit hoved, så hendes ansigt ikke ville blive ramt af regnen, selvom det også var godt vådt efterhånden. Hun kiggede sig lidt omkring for at overveje, om hun skulle give sig til et eller andet, men endte bare med at sukke højlydt, at hun ikke lige kunne komme på noget.

[Oscar Timothy Rodex]

Virkelig? Af alle dage? Et irriteret suk og et træt grynt kunne høres fra en høj skikkelse, som stod skjult i en af universitetets mange døre. Han stirrede ud på regnen, som gjorde alting vådt og klamt, og han skar en grimasse. Manden kløede sig kort i det mørke hår, imens han overvejede sine muligheder. Han var blevet bedt om at tage hjem. Han havde næsten været på universitetet 24/7 i denne uge, og endelig havde én af hans kollegaer, en ung kvinde, bedt ham om at tage hjem, for at sove. Problemet var bare, at han jo overhoved ikke, på nogen som helt måde, var spor træt! Eller… Det var i hvert fald det han havde råbt, da hun havde slæbt ham ud til døren, og det var i øjeblikket dét som han fortalte sig selv, sådan som han stod med sine mørke render under øjnene. Sandheden var, at han faktisk var utrolig træt, men som om, han ville sige det højt! Så ville han jo, på et eller andet punkt tabe!
Oscar stirrede lidt rundt, uvidende om, hvad han egentlig kiggede efter. Han ville ikke være våd. Det var ubehageligt, og meget irriterende, så han valgte at vendte om, og gå ind for at finde sit kontor, som heldigvis lå tæt nok på til, at han orkede at gå derhen. Da han kom ind i rummet, lod han sine øjne kigge søgende rundt. Hen over alle papirerne på hans skrivebord, hen til den jævnt store kasse med muggler-genstande, som han havde placeret på gulvet, ved siden af sit fyldte skrivebord. ”Der…” mumlede han, og trådte hen, da han kunne se håndtaget på en paraply stikke op fra kassen. Han fremdrog en mørkeblå paraply, som han havde brugt i sidste uges undervisning. Fantastisk våben imod den dumme regn.

Han vendte snuden imod udgangen igen, hvor han lukkede paraplyen op, før han gik ud i regnen. Med det samme kunne han høre dråberne ramme paraplyens overflade med små, dumme bump. Han himlede med øjnene. Gud, hvor han hadede regn, egentlig, men han ville ikke transfererer, når han alligevel boede så tæt på… Og han havde desuden fået at vide, at han skulle begynde at motionere, så han kunne blive lidt sundere at se på. Sådan noget havde han jo slet ikke tid til.
Han gik og prøvede at undgå at træde i vandpytter, da der egentlig var hul i hans sko, og han allerede rendte og skvulpede, hver gang han tog et skridt. En pige fik ham dog til at stoppe op. Hun stod et stykke væk fra ham, havde hætten over hovedet, så han kunne egentlig ikke se hvem det var, men hun lignede på en prik én af hans elever. Hvad lavede hun dog ude i regnen? Hun var jo fuldstændig våd. Med en rullen med øjnene traskede han hen til hende.

”Undskyld mig, men hvad laver De herude frøken-… Hov,” han havde bukket sig en anelse, so han kunne se lidt af pigens ansigt, og han kunne med det samme se, at han havde taget fejl. ”Det må De undskylde, ørh,” Han blev med det samme nervøs. Han havde troet at det var en han kendte, endda én som han var professor for, så han vidste egentlig ikke hvordan han skulle reagere på det her, da han jo ikke normalt gik op til ukendte folk. ”Øh, her.” Sagde han forsigtigt, idet han rakte paraplyen frem, så de på den måde begge kom i læ for regnen.

[Deleted]

Det var ikke mange mennesker, der forstod, hvorfor Morag besluttede sig for at spendere så meget af sin tid i Azkaban. Det var jo ikke ligefrem fordi, det var et sted, som folk havde lyst til at være, det var helt sikkert og vist. Men når hun ikke havde noget at komme ud til, så var det jo bare lige meget, ikke? Så kunne hun jo ligeså godt bruge tiden derinde, hvor hun i det mindste havde sine fanger, som hun dristede sig til at tale med fra tid til anden. Nogle af dem var faktisk ret så interessante og nogle var endda direkte fornuftige at høre på. Mange kunne man tydeligt fornemme var der uden ordentlig grund, men var blevet uskyldigt dømt, og det var ofte dem, hun snakkede med mest. De fortjente at holde forstanden, og når hun ikke havde tilladelse til at lukke dem ud, så var det da heldigvis ikke forbudt for hende at holde dem ved selskab. Det var jo sådan set også det eneste for hende at lave, når der ikke var mere papirarbejde at tage sig til. Fangevogterne stod jo fint vagt sammen med dementorene, så hun kunne jo ligeså godt påtage sig den opgave. Jovist havde de en psykolog derinde, men det var bare ikke det samme som en, der rent faktisk førte en rent faktisk samtale med dem i stedet for at bruge alle mulige uvirksomme midler til at pleje deres mentalitet med. Snakken virkede meget bedre.
Nu hvor hun sådan set ikke lavede andet end at stå ude i regnen, kunne hun godt fornemme, hvor ynkelig hun egentlig så ud. Hun var lille, kunne næsten forveksles med et barn, og hun var mutters alene. De eneste andre mennesker derude var i færd med at haste i ly for regnen inde på de forskellige kroer og eventuelle lejligheder i gaden. Morag sukkede og kiggede op i luften, som hun havde en mærkelig tendens til. Hvad skulle hun nu give sig til? Hun havde ikke nogen at tale med, det skulle lige være hendes familie. Problemet var jo bare lige, at de var meget opsatte på, at hun skulle ud for at slå mugglere ihjel. Og det blodbad tog hun også sin del af, men det gjorde hende ikke mere villig til det. Hun var dog alligevel bange for, hvad der ville vente hende, hvis hun nægtede at adlyde, for det vidste hun, selvom det aldrig var faldet hende ind at lade være med, på ingen måde kunne være sjovt.
Efter kort at have overvejet bare at tage hjem for så at tage direkte tilbage til Azkaban, så snart hun vågnede igen. Hun kiggede ligefrem igen og skulle til at gå fremad, men blev stoppet af en stor skikkelse, der gik ind foran hende. Hun blev faktisk næsten skuffet, da manden foran hende åbenbart ikke kendte hende alligevel. Hun rystede på hovedet. "Ingen skade sket," sagde hun med sin lidt kyniske stemme, der blot var en naturlig del af, hvordan hun talte til folk, og ikke noget, hun udøvede med vilje. Hun afventede blot, at manden skulle flytte sig nu, så hun kunne spadsere videre uden noget egentligt formål. Men hun blev overrakset, da han blev stående. Hun kiggede på for at se hans ansigt. Egentlig en pæn mand. Vent lidt, tilbød han hende at gå med under paraplyen, eller hvad lavede han? Det så ud som om, det var det, han lavede. Hun kiggede lidt overrasket op på ham, hvorefter hun forsigtigt trådte ind ved hans side. Derefter kiggede hun ned i jorden i et pludseligt anfald generthed, som hun ikke havde oplevet i mange år. "Tak," sagde hun lavmælt og afventede dernæst mandens næste træk i tavshed. Hun havde netop stået og længtes efter en smule selskab, men nu hvor hun endelig fik sig noget, så vidste hun ikke helt, hvordan hun skulle håndtere det. Hun kunne jo ikke tillade sig at være så bossy, som hun ellers kunne, nu hvor hun ikke befandt sig hos en af sine fanger.